Knud Rasmussen Selskabet

Generalforsamling Knud Rasmussen Selskabet den 11. maj 2025 kl. 15.00 på L.E Brunsvej 10, 2920 Charlottenlund

Efter Generalforsamlingen er der et spændende foredrag – følg hjemmesiden.
Dagsordenen
  1. Valg af dirigent
  2. Formanden aflægger bestyrelsens beretning.
  3. Kassereren fremlægger revideret regnskab.
  4. Indkomne forslag.
    • Ny bankkonto og lukning af kontoen i Ringkjøbing Landbobank.
    • Revidere vedtægter således at §6 udgår, da vi ikke køber artefakter til KRS og ej heller har særlig
    • Konto til dette.
  5. Fremlæggelse af bestyrelsens arbejdsplan for det kommende år.
  6. Fastsættelse af kontingent for det kommende år.
  7. Valg af bestyrelsesmedlemmer i henhold til § 4, stk. 4,
    • På valg dette år: Claus Oreskov, Erik Fleischer og Jacob Kyed
  8. Valg af en eller flere bestyrelsessuppleanter, dog max. 4
    • Stil meget gerne op til dette hverv.
  9. Valg af revisor og revisorsuppleant.
  10. Eventuelt.

    Knud Rasmussen og sameland

    Af Knud Michelsen

    Knud besøgte Sameland mindst seks gange i sit liv, flere gange på længere ophold. Hvad var baggrunden for denne vedholdende interesse? Vi ved i hvert fald, at den begyndte at melde sig i 1899, hvor Knud var 20 år og var blevet ven med en noget ældre nordmand, som hed Ole Bang, og som stammede fra Nordland. Bang var især kendt for sin oplæsning af Henrik Ibsen på turneer i USA og havde ret stor succes som dramatiker de syv år han boede i Danmark, inden han i 1904 påbegyndte en række nye oplæsningsturneer i USA. Hans vigtigste roman er den selvbiografiske og halvdokumentariske Det hendte i Nordland, 1928.
    Bang boede tæt på Lynge, hvor Knud havde mødt ham, og i 1899 lægger de to venner en plan for en rejse til Nordland, som imidlertid ikke bliver til noget. I maj 1900, altså stadig inden Knud er blevet student, skriver han derfor til sin gode ven Herluf Møller, som han kender fra tiden som elev i Birkerød:

    ”Som du maaske ved, har Bang ikke faaet en ventet Understøttelse til en Rejse i Norrland fra Storthinget, – og vor Nordlandstur er saaledes efter alle Solemærker at dømme – dødfødt! Nu vil jeg – det er Aarsagen til disse Linier – forelægge dig et Spørgsmaal, som jeg har tumlet med i lange Tider: Kunde du tænke dig Muligheden af – at følge min Opfordring, – hvis du en Dag i Sommerferien fik følgende Brev – f. Ex. fra Kristiania:

    ”Om nogle Dage afgaar herfra en Fiskerskude til Nordland. Kaptainen er villig til at medtage os to – mod at vi gør Matrostjeneste! – Hvis du vil med – maa du komme straks!!!” –
    Kunde du saa tænke dig Muligheden af – at du stak til Kristiania med den første den bedste Lejlighed. – Jeg tror, du gjorde det, – ja, jeg er overbevist om, at du øjeblikkelig vilde gaa ind paa et saa eventyrligt Togt! – Ingen af os har Raad til at komme til Nordland paa pengemandsvis! –
    Og er vi først i Nordland – er vi ganske prisgivet en herlig – en eventyrlig Skæbne. –
    Forinden Afrejsen sikrer vi os begge Korespondance til et eller andet Blad! –
    Kære Herluf! – du er den, jeg helst vilde opleve en saadan Sommer med! Vi er unge begge to, d.v.s. vi er begge lige gale! –
    Fornægt nu ikke dig selv!
    Svar Hurtigt!
    Jeg venter!
    Knud.

    Brevet er den unge Knud i en nøddeskal: fuld af planer, brændende af ildhu, beslutsom, forførende og med på den værste. Men Herluf har allerede lagt planer for sommeren. Han skal til Island med sin bror Arne Møller, der senere bliver initiativtager til og formand for Dansk-islandsk samfund, men Knud kan jo tage med, hvis han vil. Og det gør han som bekendt. Islandsturen er imidlertid ikke den rejse, Knud har drømt om, og hjemkommen fra den er han lige opsat på den nordlandstur, som han oprindelig havde i kikkerten. I en dagbog fra 1906 giver han følgende forklaring:

    ”Det var Længslen efter det gammelkendte, som første Gang førte mig op til Lofoten. Længslen efter Grønland! Jeg havde læst "Nordlandstrompeten" - og gamle Peter Dass [den norske 1600-tals præst og digter] havde saa voldeligt rodet op i mine Barndomsminder, at jeg en skønne Vinterdag rømte fra det sludkolde København for atter igen at hvile Øjet paa dristige Fjældtinder.”

    Mens Ole Bang var den ydre anledning, er her så den indre og mere tvingende grund. Nordland har i bogstavelig forstand en stedfortrædende funktion. Kan han ikke komme til Grønland, og det kan han jo ikke, medmindre han fx uddanner sig til præst eller geolog, og ingen af delene har han lyst eller evner til, så vil han til Nordland eller Lapland, som det hed dengang. Hertil kommer endnu en grund. Hele Knuds ungdom er karakteriseret ved en gennemgående modsigelse, nemlig modsigelsen mellem på den ene side hans talentrigdom og førerstilling blandt kammeraterne og på den anden side de elendige faglige resultater han opnår i skolen. Det er denne modsigelse, der gradvis får ham til allerede i skoletiden at identificere sig med sin grønlandske arv og søge andre græsgange end dem, skole og universitet kan tilbyde. Det at rejse bliver noget afgørende, og han har tidligt en ide om at blive rejsende forfatter. Derfor begiver han sig i vinteren 1901 til Stockholm, i første omgang for at rapportere fra de såkaldte Nordiska Spelen, datidens olympiske vinterlege, men for senere at tage til Lapland.

    I Politiken fra 16. februar 1901 findes et øjebliksbillede af Knud under legene:

    ”Hans Hu staar nu til at finde en Ledsager paa et Par Maaneders Skifærd op til Lapmarkerne. Finder han det, hører vi nok en Gang Nyt om Student Rasmussen, han har Nordboens Æventyr-Trang i Blodet, og han synes at have Talent til Oplevelser, der ikke falder i Hverdagsmenneskenes Lod.” Vigtige møder i Stockholm med henblik på Lapland er Albert Engström, som han flere gange kommer til at rejse med i Lapland, og en Valdemar Langlet, bror til maleren Alex(ander) Langlet, der sammen med Harald Moltke kommer til at illustrere Knuds bog om Lapland. Valdemar Langlet var redaktør ved Stockholms Dagblad, senere ved Svenska Dagbladet, og samtidig en berejst mand, der i midten af 1890'erne havde gennemkrydset hele Rusland og været i Lilleasien og Østeuropa. Han var derfor af flere grunde et nyttigt bekendtskab for Knud. Han og hans kone hjælper også Knud med udstyret til rejsen nordpå. I et brev hjem fortæller Knud:

    ”Jeg er nu takket være mine nye Venner – yderst vel udrustet. – Jeg er ganske grønlandsk klædt – Valdemar har laant mig en russisk – Skind-Ridepels – der bliver ganske fortræffelig til Skituren. – Ikke en Vind kan blæse igennem den! Saa faar jeg en Skindhue – og mine lange Kamikker! – Kan man ønske sig det bedre –”

    Det fremgår af dagbøgerne fra rejsen, at opholdet i området, hvor han rejser med samen Swonni og besøger dennes familie, suppleres med et længere ophold på Lofoten, hvor han så vidt man kan læse ud af de meget stikordsprægede optegnelser bor hos den kendte norske Lofotmaler Gunnar Bergs enke og øvrige familie. Rejsen er både en studierejse og et eksistentielt projekt. Naturligvis skal han skrive om det, han oplever, men han skal også ud og afprøve sig selv. Et stærkt udtryk for det eksistentielle projekt er et brev til vennen Adam Poulsen. Noget af det lyder:

    ”Sne, Is – buldrende Fossejubel! –
    Sol – blændende Lys, – over himmelstormende Ødemarksfjælde! –
    Skiføre! – syngende Skiføre hen over Søer og Bakker –
    Vildmarksstemning om mig – og i mig!! –
    Kære Adam! – Jeg sidder heroppe i Lapmarkens skønneste Tragter – ved Torneträsket, – i Nærheden af Abiskojokk og kradser op – disse Linier – til dig! – længes efter dig, – vilde gerne være sammen med dig – just nu!
    Her er hjærtegribende smukt, – vejrtagende storslaaet, – Adam! – og man synes selv – at vokse – vokse sig bred og sund i Tanker og Sind oppe i denne Fjældluft. Jeg har nu snart i 3 Maaneder ført et guddommeligt Zigøiner-liv –, – paa Fart paa Flugt, – i Kapløb med Vinden, – drikkende Sol – Sol! –
    Det er noget andet – end de københavnske Mudderpøle!! –”

    Brevet er et vidnesbyrd om rejsens store betydning. Omsider er der overensstemmelse mellem Knud og de omgivelser han befinder sig i. Modsigelsen er væk. Han er i sit element. Og det er altså ikke i Grønland, men i Lapland, det sker. Endnu et vidnesbyrd er et brev fra Knud til en dr. Meineke, der har skrevet til hans 50 år fødselsdag, og som har mødt Knud i Lapland i 1901: ”De kan tro, at jeg mindes den Rejse, der paa mange Maader skulde blive afgørende for min Fremtid, - idet jeg jo den Gang skulde afgøre, om jeg vilde fortsætte mine Studier hos salig Paludan [Julius Paludan, professor i litteraturvidenskab], - eller brænde mine Skibe og kaste mig paa Hovedet ud i Livet. Hin Skifærd til Lapland førte lige ud i Beslutningerne, og jeg maa sige, at jeg aldrig har haft nogen Grund til at fortryde det.”

    Men det er som sagt også en studierejse, og sporene af den finder man både i dagbøgerne fra rejsen, der rummer mange fortællinger og anekdoter fra samernes og lofotfiskernes verden, men først og fremmest i Knuds bog om rejsen, bogen Lapland, som han for størstedelens vedkommende skriver i 1901, men først får udgivet i 1907. I bogen er der i synet på samerne dels et negativt perspektiv, knyttet til samernes fremtidsmuligheder som et frit folk, dels et positivt perspektiv, knyttet til livsformen, det frie naturliv som sådan, et dobbeltperspektiv, der spiller en meget vigtig rolle i hele Knuds liv og værk, ja, er helt grundlæggende for det. Det er det, der er forklaringen på det på én gang bagudrettede og fremadrettede i hans virksomhed. I Lapland dominerer det bagudrettede perspektiv, udviklingen ses fortrinsvis i et negativt lys og samerne som udviklingens ofre, Det hedder fx:

    ”Lapperne forargede, fordi de strejfede om i deres Vildmarker uden at gøre den mindste smule Samfundsgavn. Og de var forargelige, fordi de ikke nærede ringeste Samfølelse over for Mennesker, der vilde blive deres fribaarne Livs Knægtere (altså undertrykkere). Man tilbød dem en Indlemmelse, de vilde ikke. Saa slap man Civilisationens Lejesvende løs paa dem og føjede en ‘Sejr’ til de mange.” (s. 49f.)

    Ud fra et citat som dette er der ingen tvivl om, at Knud i sin kronologisk set første bog stod for en anerkendelse af oprindelige folks rettigheder som selvstændige folk frem for en integration på den vestlige verdens præmisser. Denne anerkendelse er imidlertid parret med en tragisk bevidsthed om, at en sådan selvstændighed vil være uforenelig med den fremtidige udvikling i området. Lige så stærk som kærligheden til det frie naturfolk er erkendelsen af, at udviklingen i området ikke lader sig standse.

    Rejsen i 1906

    I januar måned 1906 drager han af sted igen til Lapland og det nordlige Norges kyster. Rejsen begrundes på denne måde:

    ”Paa mange Maader ligner Naturforholdene i Lapmarken og ved Nordnorges Kyster grønlandske Forhold. Der kan fra disse Egne, hvor en stor Befolkning af Lapper og Fiskere Aaret rundt udnytter Landets og Havets Hjælpekilder med moderne Redskaber og metoder, hentes gode Vink om, hvorledes man skal gribe Tingene an i Grønland, der paa alle Omraader endnu er saa langt tilbage.”

    Går man til dagbøgerne fra rejsen findes der bl.a. beregninger af, hvor mange rener man skal have for at ernære en familie, og hvilke omkostninger der er forbundet med det. Herfra breder perspektivet sig ud til en samlet oversigt over erhvervslivet i Lapmarken og de nordnorske kystbyer. Der nævnes sildeolie- og kraftfoderfabrik, tøndefabrik, fiskekrogsfabrik, et mekanisk værksted og en konservesfabrik, givetvis med tanke på, at virksomheder som disse også kan være relevante i Grønland.
    Noget andet er så, at hans primære politiske interesse er knyttet til de problemer, der udspringer af forholdet mellem civilisationen og de oprindelige folk. I hvert fald er det påfaldende, at der i forhold til erhvervsprojektet er en helt anden ildhu og identifikation på færde på dagbogens første tætbeskrevne sider, der skildrer de voldsomme problemer, som de svenske samer netop på det tidspunkt står overfor.
    Baggrunden er, at Knud kort efter ankomsten til området hvirvles ind i en grænsestrid om de svenske samers muligheder for at finde græsning til deres udmarvede renflokke, en strid, hvor de må kæmpe med de lokale autoriteter og nybyggerne i Norge og Finland. Siden hans første besøg er der sket det, at Norge har frigjort sig fra Sverige, og der er indført almindelig valgret i Finland, hvilket har styrket de nationalistiske kræfter i de to lande. I et brev til vennen Hjalmar Lundbohm i Kiruna, skrevet i Karesuanda, der ligger på grænsen til Finland, hedder det bl.a.:

    ”Jeg kom, og jeg saa! Undervejs kørte vi forbi ihjælsultne Renkalve, magre og forjagne Rener sprang ind over Skovene, hvor vi kørte, og overalt i Gaardene havde Lapperne selv klynget sig sammen, tyste og resignerede, taalmodigt ventende paa de officielle Telegrammer, der udveksledes mellem Myndighederne. Længselsfuldt kunde de vel spejde over mod den finske og norske Grænse – hvor store Betemarker laa ubenyttede hen, men de sa' intet, ytrede intet Had – de er vante til Aarhundreders Ligegyldighed fra "de stærkes" Side! (...)
    - Ligger der ikke i dette Folks stille Resignation Kærnen af en gammel Kultur, der maa beskæmme os, der uden Ret har trængt os ind i hans Land og nu ruinerer ham. (...)
    Og saa, kære Ven! er dette alligevel Udslag af kulturel retfærdighed!”

    Knuds indblanding førte til møder med embedsmænd og ministre og til tre store artikler (aftrykt i min bog Vejen til Thule). Til sidst i den sidste artikel skriver han: ”Nu synes Tiden at være inde, da Lappen med Hud og Haar, med alle sine Rener skal ofres for Civilisationen. Men sker dette, begaar man en kulturel Forbrydelse.” Før talte Knud om kulturel retfærdighed, og hvad der er kulturel retfærdighed, er altså samtidig en kulturel forbrydelse! Man kan her se det jeg har kaldt dobbeltperspektivet ende i et næsten vanvittigt paradoks. Et lignende paradoks skal han senere formulere i forhold til den grønlandske befolkning – dér hvor han siger at inuits fremtid går over deres egen races lig.

    Senere ophold

    Knud var tilbage igen i 1915, 1919 og 1920, hver gang på ophold af ca. et par ugers varighed. En af dem, han ved disse lejligheder besøgte, var Johan Turi, der med bogen Muittalus samid birra (som i den danske oversættelse ved Emilie Demant hed En Bog om Lappernes Liv) frem for nogen gjorde samerne og deres livsforhold kendt i de første årtier af 1900-tallet. I 1919-20 prøvede Knud at sørge for en pension til Turi. Om det lykkedes, ved jeg ikke, men han besøgte ham igen i 1927. Han er her af sted med hele familien samt Engström. De skal op og fejre påske med samerne i Karesuanda, der ligger på grænsen til Finland. De indlogeres i den såkaldte Læstadii pørte”, et bjælkehus, der tidligere har tjent som bolig for den store vækkelsesprædikant blandt samerne, Lars Levi Læstadius. Opholdet er foreviget af Engström. Under opholdet besøger Knud Turi, som bor på nordsiden af Torneträsk. Knud vil gerne bringe hans budskab med hjem, og på et tidspunkt lykkes det ham at få Turis tunge på gled. Det viser sig her, at ikke meget har ændret sig siden 1906:

    ”Ser du Renerne springe? Ingen menneskelig Magt kan holde dem tilbage. Ingen Lov, Ingen Bøder. Ingen Politik. Det er Vildrenens Drifter. Bare Plads. En Renejer maatte bøde 50 Kr. om Dagen eller 10 Øre pr. Hoved for en Flok paa fem Hundrede, fordi Dyrene en Nat var sprunget over den finske Grænse. Lapperne i Jukkasjärvi betaler denne Vinter 80.000 Kr. i Høskade til Nybyggerne, heroppe i Lappernes eget Land. Og fornylig maatte et helt Kaatelag gaa over de norske Fiælde under Bøder og Pengetab, blot fordi deres Hjord havde mærket Foraaret og var sprunget bort til Sommerens Bejtemarker. Sandelig, Lapperne har Besvær, Lapperne er i Trængsel.
    Og ikke behøver jeg at fortælle dig mange Ting om Lappens Liv, for at de store Herrer ude i Verden skal forstaa, at Lappen har ingen Lykke og at Lappen har ingen Glæder uden gennem sine Rener. Saalænge han har dem, kender han ingen Lod større og bedre end den, Gud har givet ham. Men Renen er næsten som et vildt Dyr, der behøver meget Land, og nu da Lappens Land bliver mindre og mindre og mere og mere Nordmænds, Svenskeres og Finners Land, saa bliver det sværere og sværere at vogte Rener heroppe.”

    I denne konflikt tager Knud fortsat uden tvivl stadig samernes parti, men som det fremgår af hans beretning om besøget (trykt i Berlingske Tidende 22.5.1927), er han samtidig overbevist om, at konflikten efterhånden vil dø ud, fordi samerne vil forlade det anstrengende liv med deres hjorde. Det får han selvfølgelig delvis ret i, det er kun få samer, der i dag ernærer sig ved renavl, men alligevel kan man jo roligt sige, at konflikten er fortsat helt frem til i dag, fordi renavlen er blevet et vigtigt led i et identitetspolitisk opgør, som omfatter alle sider af den samiske kultur. Der er her en klar parallel til det identitetspolitiske opgør som finder sted i Grønland. Ingen af disse opgør har Knud forudset, forståeligt nok, men man kan alligevel ikke lade være med at tænke, at ingen bedre end han skulle kunne forstå, hvad kultur betyder for et folk.

    Man kan få et indblik i, hvad vi beskæftiger os med gennem vores tidsskrift Slædesporet. Slædesporet kan læses her på siden. Dog ikke de sidste nye numre, der kun er for medlemmerne.
    Derudover afholder vi etnografiske film aftener og foredrag på vores adresse Kraemer hus, L.E Bruunsvej 10, 2920 Charlottenlund. Hold øje med denne hjemmeside angående kommende film og foredrag, der løbende annonceres nedenfor.

    Har man lyst til at melde sig ind i Selskabet kan man gøre det HER