Knud Rasmussen Selskabet

Femte Thule Ekspedition

5. Thule ekspedition 1921-1924

Af Claus Oreskov

I år er det 100 året for Knud Rasmussens største bedrift nemlig 5. Thule ekspedition til Canada, Alaska og Sibiriens alleryderste spids.

Kunuunnguaq og Plys Bjørn
”Skal vi på en ekspososion” spurgte Peter Plys. ”Jeg tror aldrig før, jeg har været med på sådan en. Hvorhen gælder ekspososionen?”

”Ekspeditionen din dumme gamle bjørn, kan du ikke høre der er et D i det” svarede Jacob.

Modsat Peter Plys var Knud Rasmussen fortrolig med ekspeditioner, men også på hans 5. Thule ekspedition var der nogle, der ikke før havde været på ”ekspososion”, men det kom de efter. De der f.eks. ikke kunne køre hundeslæde, tog Peter Freuchen med på et par ugers kursus i denne kunst. For selvfølgelig var Store Peter sammen med sin gamle ven Knud Rasmussen på denne virkelighedsnære færd.

Arnarulunnguaq, Knud Rasmussen ( an unknown) and Qaavigarsuaq.
Foto: Leo Johansen Dem der var med
Jacob og hans venner: Peter Plys, Ninus, Kængu og Grislingen drog ud for at opdage Nordpolen. Knud Rasmussen og hans venner: Arqioq, Arnánguaq, Nasaítordlarsuk, Aqatsaq, Arnarulúnguaq, Qâvigarssuaq, Peter Freuchen, Therkel Mathiassen, Helge Bangsted, Jacob Olsen, Kaj Birket-Smith og Leo Hansen, drog ud for at møde andre mennesker, og udforske de levevilkår de levede under, samt forske i deres forhistorie. De havde sat sig det mål at besøge grønlændernes fjerne slægtninge i Arktis og beskrive deres levevis, sprog og kulturer.

Knud Rasmussen delte ikke Plys bjørnen og Jacobs passion for Nordpolen, hvilket han utvetydigt har tilkendegivet: ”Nordpolens øde isørkner, der ligger norden for alt levende, har aldrig interesseret mig.”

Hvad er egentlig en ekspososion øh jeg mener en ekspedition
Jeg er blevet klar over på det sidste, at mange i dag ikke rigtigt ved, hvordan en arktisk ekspedition på Knud Rasmussens tid hang sammen. En hel del har åbenbart en meget forenklet forestilling om ekspeditionslivet og derfor gennemgår jeg lige strukturen og arbejdsgangen i 5. Thule ekspedition.

5. Thule ekspedition som sådan
Ekspeditionen havde brug for et hovedkvarter og det oprettede man på en lille ø i Hudson bugten, som man kaldte Dansker øen. Her i det østlige Canada, havde der ikke været de store etnografiske undersøgelser og man drømte lidt om at blive de første der beskrev ”uberørte kulturer”. Stedet var også valgt, fordi indlandseskimoerne der boede vest for Hudsonbugten, var en vigtig del af studiet af eskimoernes vandringsveje.

5. Thule ekspedition strategisk set
En ekspedition var en bekostelig affære og derfor satsede man bredt når man valgte arbejdsområder. Mange ville dengang være betænkelige ved at ofre så mange penge, hvis ekspeditionen kun tjente et eller to formål.

De mange opgaver ekspeditionsmedlemmerne påtog sig blev fordelt på denne måde: Knud Rasmussen ekspeditionsleder og etnograf, Peter Freuchen kartograf og biolog, Terkel Mathiasen arkæolog og kartograf, Kaj Birket- Smith etnograf, Helge Bangsted sekretær, Jacob Olsen tolk og så er der endelige Leo Hansen der deltog som filmfotograf på ekspeditionens sidste etaper.

Polareskimoerne: Arqioq, Arnánguaq, Nasaítordlarsuk, Aqatsaq, Arnarulúnguaq, Qâvigarssuaq skulle primært tage sig af husholdningen samt jagt og fangst.

5. Thule ekspedition i praksis
Helt så fastlåst som i ekspeditionsplanen kom det aldrig til at gå og det vidste alle på forhånd. Der opstod hele tiden situationer, hvor man lånte hinandens ekspertise. Meget afhænger også af, at de muligheder der var for interaktion med de lokale, her skulle man sandelig ikke underkende de lokale ekspertiser og de blev brugt. Knud Rasmussen fik de lokale til at tegne kort man kunne køre efter med hundeslæden eller i det mindste til at beskrive terrænet der lå forude. En anden mulighed var meget simpel, man kørte i slæde spor der allerede var der. Ekspedition deltog i mange jagtture sammen med de lokale. Det gjaldt området ved Hudsonbugten og i særdeleshed på resten af turen fra Canada til Alaska, hvor Knud Rasmussen Arnarulúnguaq og Qâvigarssuaq var alene.

Opsplitning af ekspeditionsmedlemmerne
For at kunne varetage de mange forskellige opgaver delte ekspeditionsmedlemmerne sig i grupper, der uafhængig af hinanden kunne varetage forskellige opgaver. Fra hovedkvarteret udgik kortere eller længere ekspeditioner i alle geografiske retninger. Det kan lyde fortvivlende rodet men der var styr på det. I ekspeditionens rapport er alle disse rejser optegnet ligesom formålet med hver rejse.

Imidlertid gjaldt det også her om at kunne improvisere, for på arktiske rejser er der mange jokere og uventede optrin. Og vi ved nu, at der en gang imellem blev lavet en del om på de ellers fast bestemte rejser og forskningsopgaver der er nedtegnet i journalen. Det ved vi, fordi der også er andre der har omtalt ekspeditionen når de mødte dem f.eks. lokale handelsmænd, missionærer og politi myndigheder. Ligesom inuit også livligt diskuterede hvad alle de fremmede lavede og en del af disse diskussioner blev gentaget, som spændende fortællinger i de lange vinternætter.

Overordnede målsætning
På dette tidspunkt herskede der en del forvirring omkring eskimoernes vandringsveje og dansk eskimoforskning havde sat sig for at påvise, at eskimoerne stammer fra det indre af Canada. 5. Thule ekspeditions hovedopgave var at klargøre om dette var sandt eller ej. Kaj Birket-Smith, der var ekspeditionens videnskabelige etnograf, antog at denne antagelse var den rigtige. Det gjaldt bare om at finde de empiriske beviser. Knud Rasmussen var meget lydhør overfor Kaj Birket-Smith og som oftest godtog han dennes forskning.

Den forfejlede ekspedition
Kaj Birket-Smith og Knud Rasmussen analyserede myter og sagn samt tabu og forbud hos indlandseskimoerne eller rensdyr eskimoerne som man også kaldte dem og kyst eskimoerne. Ved at se på forskelle og ligheder nåede især Kaj Birket-Smith frem til at eskimoerne virkelig stammede fra indlandet og man brugte nu betegnelsen ur-eskimoerne. Det var en fatal fejltagelse og ud fra dette ene forskningsområde kan man sige, at ekspeditionen forfejlede sit formål.

Therkel Mathiassen og det arkæologiske standpunkt
Heldigvis havde ekspeditionens arkæolog noget anden at sige. Uden at gå for tæt på de andres teser fremførte han igen og igen, at der manglede arkæologiske data der kunne bekræfte tesen om ur-eskimoernes vandringer fra indlandet ud til kysten. Denne diskussion forsatte hjemme på National Museet, hvor både Therkel Mathiassen og Kaj Birket-Smith var ansat og videre i forskellige internationale tidsskrifter.

Thule kulturen
Gennem det arkæologiske arbejde på 5. Thule ekspedition og tidligere udgravninger i Thule området i Grønland kom Therkel Mathiassen, som den første i verden, på sporet af den sidste store inuit kultur som han døbte Thule kulturen. Denne kultur var baseret på jagten på de store havpattedyr samt brugen af konebåde, kajak, hundeslæde, snehuse og spæklampen. En nomadiserende kultur der var opstået omkring Bering Strædet og havde bevæget sig østover indtil man kom til Grønlands østkyst.
Den kun 18 -årige Qâvigarssuaq fra Thule hjalp Therkel Mathiassen med at type bestemme de husruiner Thule kulturen havde efterlad sig på den Canadiske side. Qâvigarssuaq kendte samme slags husruiner hjemme fra Thule distriktet og han var derfor en stor hjælp.

Både det ene og det andet
Nu stod ekspeditionen med to forskellige forklaringer på eskimoernes vandrings veje. Løsningen på dette problem blev, at man blandede de 2 teorier. Man forestillede sig, at indlandseskimoerne i sin tid var vandret ud til kysten, herfra var de vandret vestpå til Bering stræde. Fra Bering stræde var de så igen vandret østpå som den spritnye Thule kultur.

Therkel Mathiassen holdt fast i sin oprindelige teori om Thule kulturen der var kommet vest fra, for ham var der ingen ur-eskimoer i indlandet. Det fremgår tydeligt af hans lille bog ”Eskimoerne i nutid og fortid”, at han ikke regnede med ur- eskimo begrebet. I samme bog kan man i øvrigt læse en del om Thule- kulturen og hvad der karakteriserer denne kultur.

Den Store Slæderejse
Under ekspeditionens første etape havde en drøm modnedes hos Knud Rasmussen. Drømmen om at rejse videre mod vest gennem Canada og Alaska for at besøge samtlige inuit kulturer. Nogle af de områder man skulle igennem havde været besøgt af etnografer før og egentlig troede Knud Rasmussen ikke, han kunne bidrage med ret meget nyt fra disse områder. Samtidig var han klar over, at hvis han udvidede ekspeditionens forskningsområde til alle inuitkulturerne ville han have et materiale til sammenlignende studier ingen forskere tidligere havde haft.

De udvalgte
Hvem skulle han tage med på den krævende tur? Der var brug for et team der kunne samarbejde, holde hinanden ud, havde den fornødne ekspertise. Han valgte Arnarulúnguaq og Qâvigarssuaq og tiden viste, at det var det rette valg. Den 11. marts 1923 startede de 3 grønlændere på rejsen vestover der skulle gøre dem verdensberømte og som kom til at gå under navnet ”Den store Slæderejse”

Rejsen
Under denne lange rejse fortsatte det videnskabelige arbejde som de 3 delte imellem sig. De var ikke sammen hele tiden, også her delte man sig op i hold. Selvom der i vest Canada havde været en del etnografisk arbejde, opdagede Knud hurtigt, at der stadigvæk var meget at gøre, og han ærgrede sig nærmest over, at han ikke havde forberedt sig bedre. Sprog og dialekter blev studeret ligeledes den åndelige kultur og det arkæologiske arbejde fortsatte også.

Rejsen fortsætter ind i Alaska og ned til Nome, hvor der er stort eskimo stævne med eskimoer fra hele Alaska og Rusland samlet. Det var jo lige et eldorado for Knud Rasmussen og her gjorde han mange spændende studier, som er udgivet i bogen ”Festens Gave”. Fra Alaska tager man til Rusland for at besøge de små inuitbopladser derovre. Knud Rasmussen har ingen visa og må forlade Rusland efter bare halvandet døgn. På grund af oversættelses vanskeligheder forstår Knud Rasmussen ikke, at guvernøren faktisk tilbyder, han at han kan blive 3 dage mere.

Et overvældende resultat
Ekspeditionens samlede resultat er på alle områder overvældende. Mængder af etnografiske genstande samt arkæologiske fund var indsamlet med beskrivelser. Det samme gjaldt for botaniske og zoologiske genstande.

Lige så overvældende er den etnografiske dokumentation om de mange inuit/eskimokulturer og deres åndelige samt materielle grundlag. Hele vejen op gennem århundredet havde forskerne masser af materiale til analyse og videnskabelig bearbejdelse. Ekspeditionen beviste sammenhænge mellem de mange spredte inuitbefolkninger. Med den tids etnografiske forståelse kunne man nu nemt indordne dem i en fælles kulturkreds. Det er ikke det samme som at mene, at de mange inuitgrupper udgør et folk, som nogle nutidige ”eksperter” har udtalt. Det ville være meget forkert.

Menneskenes kulturer
Under 5. Thule ekspedition fortsatte Knud Rasmussen en tendens i sin indsamling af folklore, han havde lært sig selv i Grønland. Han samlede på personskildringer og gennem disse personers livsfortællinger gør Knud Rasmussen sin forskning synlig, som noget der vedrører menneskelivet og personerne der lever dette liv.